Emotionsfokuseret - neuroaffektiv terapi

Om terapi

Neuroaffektiv terapi. Måske er det ikke ord du umiddelbart kender. Neuro har med hjernen at gøre og affektion har med følelser at gøre. Især i de sidste 10 år er der sket en eksplosiv vækst i forskningen, der har med sammenhængen mellem hjernen og vores følelser at gøre. I særdeleshed hvordan det følelsesmæssige samspil (tilknytningen) mellem barn og forældre er afgørende for, hvordan hjernen (og dermed vores evnen til at mærke og regulere vores følelser) udvikler sig.

Hvordan vi som børn knytter følelsesmæssige bånd til vores nærmeste omsorgsgiver, har altafgørende betydning for, hvordan vi lærer at forholde os til os selv og til andre mennesker. Denne forskning, som kaldes neuroaffektiv udviklingspsykologi, er et felt bestående af flere forskellige forskningsområder. Det er netop dette samarbejde mellem forskellige videnskabelige discipliner, som neurologi, biologi og psykologi, der har givet et meget frugtbar resultat i en øget forståelsen af den menneskelige natur og i særlig grad for vores forståelse af følelsernes betydning for vores psykiske velvære.

Dette er det underliggende teoretiske grundlag for mit arbejde. Den viden, der er høstet af det seneste årtis forskning i det neuroaffektive felt og ligeledes den forskning, der er lavet omkring, hvilke terapeutiske tilgange, der viser det største forandrings- og healingseffekt, viser meget klart, at det største forandringspotentiale  ligger i det samspil, der opstår mellem terapeuten og klienten i det terapeutiske arbejde.

Nøgleord for mig er således: varme, medmenneskelighed, medfølelse, hjertelighed, forbundethed, nærvær.

Som børn fødes vi med det dyrebareste af alt, et åbent hjerte i hengivenhed og tillid til verden omkring os. Vi er åbne for samvær og vores hjerne udvikler sig i samspillet med vores omsorgsgivere. Forskningen viser, at det netop er dette hjernemæssige samspil, der gør, at vi udvikler en oplevelse af, hvem vi er og i dette samspil lærer vi vores følelser at kende og hvordan vi kan håndtere vores følelserne. Vores følelser er nemlig vores vigtigste navigeringsmarkører her i livet.

Hvordan vi som børn bliver mødt og reguleret af vores forældre, betyder som nævnt alt for hvilke hjernesystemer, vi gør brug af for at føle os sikre. Vores hjerne vil altid søge mod tryghed for at sikre vores overlevelse.

Denne tryghedssøgen er afgørende for hvilke systemer og strategier vi anvender. I løbet af menneskets udviklingshistorie har vores hjerne udviklet sig fra den første levende organisme, en en-cellet bakterie, til et meget kompleks system bestående af samarbejdende organer, hvor hjernen er den styrende organisator. Vores udviklingshistorie spiller stadig ind i den måde vores hjerne arbejder på i forhold til om vi oplever en situation som tryg eller truende. Når vi føler os trygge arbejder vores hjerne i et system, der kaldes ”the social engagement system”. Det er det system, der er det yngste i vores udviklingshistorie og som udviklede sig, da vi gik fra krybdyrs- til pattedyrsstadiet for små 80 millioner år siden. Da udviklede vi den nyeste del af hjernen, kaldet cortex eller hjernebarken.

Vores hjerne arbejder på en hierarkisk måde. Vi har udover det sociale engagementssystem, to ældre systemer, som fungere som tilpasnings-/overlevelsesstrategier i situationer, hvor vi føler os truede. Det nyeste system har forrang, så når vi føler os truede prøver vi først at gøre os trygge med løsningsstrategier vi har opbygget i det sociale engagementssystem. Hvis det slår fejl, skifter vi til det næstældste system, det vi kender som kæmp eller flygt systemet, som er et system, der blev udviklet for 300 millioner år siden. Hvis disse strategier heller ikke skaber tryghed, vil vi skifte til det ældste system, kaldet immobiliseringssystemet, hvor vi lukket helt ned og ”går død”. De to ældste systemer arbejder uden for vores bevidsthed.

Hvordan vores tilknytningsmønster i vores barndom er, har netop indflydelse på i hvilken udstrækning vi føler os trygge og er i stand til at regulere vores følelser, eller om vi for at beskytte os selv benytter os af de udviklingsmæssige tidligste overlevelsesstrategier. De strategier vi benytter som børn vil indprentes i vores hjerne og være strategier vi er tilbøjelige til at benytte fremover i livet. Dette foregår ubevidst og som voksne kan vi stå uforstående overfor uhensigtsmæssige reaktioner, tilbagevendende problemstillinger, der ligesom bliver ved at køre i en uendelig sløjfe.

Ofte vil det i parforholdsproblematikker også være tidligere tilknytningsmønstre, der forårsager her og nu problematikker. Generelt viser forskningen at psykologiske problemer opstår, når der er problemer med at regulere vores følelser og i særdeleshed når vores autonome nervesystem, som er fundamentet for al adfærd og følelser ikke fungere optimalt.