Emotionsfokuseret - neuroaffektiv terapi

Mit værdigrundlag

I sommeren 2012 mødte jeg Dr. David Shapiro. Et møde med et andet menneske, som har fået stor betydning for mig som talepædagog, terapeut og ikke mindst som menneske. Dr. Shapiro er professor ved Western Caralina University, Department of Communication Science and Disorders, talepædagog og er også et mennesker, der stammer.

Dr. Shapiro har en tilgang til arbejdet med mennesker, der stammer som er yderst anvendelig ikke kun for stammere, men også i arbejdet med mennesker, der har psykologiske svære problematikker i andre forhold i livet.

Dr. Shapiro anbefalede mig at læse to bøger af Rachel Naomi Remen. Remen er læge og klinisk professor i familie- og samfundsmedicin i Californien. Hun har i over tyve år arbejdet med kronisk og terminale kræftsyge mennesker.

I en af sine bøger beskriver Remen, hvordan hendes medicinske uddannelsesbaggrund gav hende nogle ligetil og præcise metoder til at diagnosticere og behandle og i starten holdt hun solidt fast i, at hun vidste, hvad den rigtige behandling var. Efterhånden opdagede hun dog, at hun grundlæggende ikke viste, hvad der skulle til og overraskende, at det behøvede hun heller ikke. Hun opdagede nemlig i sit arbejde med disse syge kræftpatienter, at når hun lyttede opmærksomt til deres inderste selv, til deres sjæl, at folk selv på et dybt og ofte et ubevidst niveau mærker, hvad der skal til for at heale og føle sig hel.

Remen skriver videre:

”Så jeg har ikke længere så mange teorier om folk. Jeg diagnosticerer ikke længere og bestemmer, hvad deres problem er. Jeg mødes blot med dem og lytter. Jeg har ikke engang en dagsorden eller en plan for samtalen, når vi mødes. Jeg ved blot, at i samtalen vil der med tiden opstå noget, som er del af et større sammenhængende mønster og som ingen af os ser fuldt ud i øjeblikket. Så jeg sidder med folk og venter.”

Remen taler om at relatere sig til andre mennesker ved at bevidst at lytte efter folks indre skønhed. Det sted er nemlig dér, hvor den største integritet sidder. Og når vi lytter, vil denne integritet og helhed i andre komme tættere på. Den opmærksomhed vi viser, er styrkende og gør det lettere for folk at lytte til dét sted i dem selv. I dit lyttende nærvær kan folk nemmere gøre sig fortrolig med det i dem, som de før har troet var udenfor rækkevidde og ændre det, der skal til for at heale og blive mere hel som menneske. 

Remen opsummerer sit arbejde og fremhæver, at nærvær er en større katalysator for livsændringer end analyser og medicinske modeller. I sit mangeårige arbejde er Remen ofte blevet overrasket over, hvad folk selv har berettet som mest healende for dem. Når hun har afsluttet et forløb og hun har gennemgået dét, hun har betragtet som afgørende for de ændringer, der er sket med folk, er det tit sådan, at folk har peget på noget helt andet, som det mest afgørende. Et bestemt ordvalg eller et særligt ansigtsudtryk kan have sat noget i gang hos folk, der har fremmet noget i dem selv. Remen har i al fald måtte sande, at det afgørende ikke altid var noget hun bevidst havde iværksat som led i den medicinske behandlingsplan. Og derfor er det så vigtigt at få fat i folks eget helingspotentiale ved en nærværende og lyttende tilstedeværelse. 

For mig er det så præcist et udtryk for det værdigrundlag, jeg arbejder efter. At lytte efter den indre skønhed i mennesket og hjælpe folk med at kunne lytte og finde det sted selv. Når vi lytter til vores egen integritet, ved vi ofte, hvad der skal til for at hjælpe os selv til at håndtere vores livsomstændigheder på en måde, som fremmer vores psykiske velbefindende.